I almen praksis får 11 % af patienterne en diagnose, der vedrører psykisk sygdom. Heraf har halvdelen en depression eller en belastningstilstand. Kun 18 af de 43 tilgængelige diagnoser i ICPC anvendes regelmæssigt. Sociale problemer angives sjældent som primær problemstilling (0,5 %).
Uafhængigt af diagnoser vægter praktiserende læger generelt det biomedicinske aspekt i en konsultation meget højt (78 % i gennemsnit), mens det sociale aspekt vægtes meget lavt (5 %). Det psykologiske aspekt ser ud til at få større vægt i opfølgende konsultationer i forhold til første henvendelse .
Resultaterne stammer fra en tværsnitsundersøgelse af Kontakt og Sygdomsmønsteret i almen praksis i Region Midtjylland foretaget i 2008-2009 (KoS2008) og baseret på spørgeskemaer. Fra praksis deltog 387 læger, som beskrev 5543 patienter i forbindelse med konsultation i praksis eller ved sygebesøg.
Vi har begrænset viden om, hvor meget psykisk sygdom og sociale problemstillinger fylder i konsultationerne i almen praksis, og om hvordan vores diagnoseklassifikation tilgodeser disse lidelser. Der foregå i øjeblikket en revision af internationale klassifikationssystemer, og denne undersøgelse bidrager til dette arbejde med viden om relevante diagnosekoder. Derudover viser undersøgelsen, at den bio-psyko-sociale model helt generelt appliceres yderst skævt i almen praksis, og der kan være behov for fremadrettet at drøfte implikationerne heraf.