Honoreringsmodeller for almen praksis er konstant genstand for diskussion. Mange lande har udviklet honoreringsmodeller for at øge effektiviteten og sikre kvaliteten i almen praksis trods finanskrise og pres på de offentlige budgetter. Denne artikel ser nærmere på den danske honorerings¬ordning, som bygger på en blanding af ”fee for service” og ”per capita”. Forfatterne diskuterer sammen¬hænge mellem helbred, socioøkonomi og afregningsmodeller. Meget taler for, at basishonoraret fremover bør differentieres efter patientens helbredstilstand og praksispopulationens socioøkonomiske karakteristika. Samtidig understreger forfatterne, at det er afgørende med mere forskning på området, så de langsigtede konsekvenser af eventuelle ændringer og nye incitamenter kan blive vurderet, før der gennemføres større ændringer af honorarmodellen. Modellen er kompleks, fordi den påvirkes af modsatrettede faktorer − og de fleste ændringer får uønskede effekter for en eller flere af samfundets interessentgrupper.
