Dette studie undersøger, om en efteruddannelse i tidlig diagnostik af kræft har en effekt på alment praktiserende lægers viden om kræftdiagnostik, holdning til egen rolle i kræftudredning, henvisningsvillighed og vurdering af kræftrisiko. Studiet viste, at efteruddannelsen betød, at lægerne generelt vurderede patienternes kræftrisiko som lavere på henvisningstidspunktet, at den optimerede deres holdning til, hvor mange kræftpakke-henviste patienter, der bør få en kræftdiagnose, og at den i nogen grad forbedrede deres viden om symptomers risiko for kræft. Det konkluderes, at efteruddannelse muligvis har potentiale til at optimere kræftudredning i almen praksis. Studiet er baseret på data fra alment praktiserende læger i Region Midtjylland. Alle 831 læger i regionen blev inviteret til efteruddannelsen, og 25 % valgte at deltage. Data blev indsamlet med spørgeskemaer før og efter efteruddannelsen. Desuden udfyldte lægerne et skema for de patienter, de henviste til kræftpakke med angivelse af lægens vurdering af risiko for kræft. Forskellen i besvarelserne fra før til efter efteruddannelsen blev sammenlignet mellem efteruddannelsesdeltagende og ikke-deltagende læger.