Der tales i disse år meget om patientforløb, shared care og en bedre kronikerindsats. I den forbindelse tales der om, at praksis foruden bevarelse af sit reaktive arbejde med diagnostik og behandling skal øge sit proaktive arbejde. Denne artikel beskriver tankerne bag en øget proaktiv indsats, og den diskuterer, hvilke ideologiske afklaringer og hvilke praktiske konsekvenser det vil have for almen praksis, hvis vi skal være centrale aktører i en proaktiv forebyggelsesindsats for mennesker med kroniske lidelser og sygdomme.
