Denne artikel slår til lyd for en trebenet diagnostisk strategi på kræftområdet i Danmark, som har til hensigt at sikre diagnosticering af kræft på tidligere sygdomsstadier. Artiklen diskuterer det kontinuum af symptomer, som patienterne præsenterer i almen praksis, og ser nærmere på de praktiserende lægers adgang til værktøjer i forbindelse med hurtig diagnostisk udredning. Derudover diskuterer forfatterne, hvordan ”ansvarsfølelse” påvirker den strukturelle understøttelse af kræftudredning i sundhedssystemet. Forfatterne understreger, at det er afgørende, at lægerne får mulighed for at henvise patienter til fx de såkaldte ”ja/nej-klinikker”, hvor patienter med uspecifikke symptomer kan få en hurtig afklaring, selvom de ikke præsenterer symptomer, som giver adgang til udredning via en organspecifik kræftpakke. En ny model kræver organisatoriske ændringer, hvor forskning, datainfrastruktur og uddannelse spiller sammen.
