Jeg har siden dannelsen af DPU i 2001 været med til at opbygge fagmiljøet omkring pædagogisk antropologi og specielt den del der har fokus på børn/unge-studier. Det har min særlige interesse hvordan studier af børn og unges hverdagsliv, studier af sociale konstruktioner af barndom og ungdom, studier af (u)lighedsskabende processer samt studier af policies (lovgivningen, kampagner, politiske og forvaltningsmæssige initiativer mv.) kan bidrage til at belyse vilkårene for børn og unge og bidrage til forståelse af pædagogiske forhold.
En af de ting der har optaget mig gennem de senere år, er at mere og mere af børns liv er blevet iscenesat som pædagogik med fokus på børnenes (optimale) læring. Ikke bare skoleinstitutionen, men også førskole, SFO, fritidshjem men også familien må holde for. Min forskning har i stigende grad ført et kritisk blik på denne udvikling, bl.a. i studier af institution-hjem-relationen og af forestillinger om ”læring i familien”.
Mit forskning følger fremadrettet to hovedspor:
Studier af institution-hjem-relationer ud fra et børn/unge-perspektiv
Studier af betingelser for unges skabelse af (relativ) autonomi i relation til voksen-verdenen – specielt anskuet i relation til skole og til forældre (og deres indbyrdes samspil)
