Institut for Biologi

Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kim Nørgaard Mouritsen

Synergieffekt af global opvarmning og parasitter øger kystzonens biodiversitet

Publikation: KonferencebidragPosterForskning

Dokumenter

  • Marin Økologi, Biologisk Institut

Trematoder (ikter) er i kystnære økosystemer en allestedsnærværende gruppe af parasitiske fladorme, der er kendetegnet ved at have komplicerede livscykler. Eksperimenter har vist, at microphallide trematoder kan regulere kystzonens population af slikkrebs (Corophium volutator), der fungerer som anden mellemvært for disse parasitter. Foruden slikkrebs indgår dyndsnegle (første mellemvært) og en række kystfugle (slutvært) i deres livscyklus. Det er endvidere dokumenteret, at transmissionen af parasitlarver fra dyndsnegl til slikkrebs er en stærk positiv funktion af temperaturen. Der er således indikationer på, at de igangværende klimaændringer har betydning for parasitternes bestandsregulering af slikkrebs. Da slikkrebs i visse blødbundshabitater kan anses for at være en nøgle-art, forventes bestandsreduktionen af slikkrebs som følge af temperaturparasit synergien at føre til ændringer af det omgivende plante- og dyresamfund. For at teste denne hypotese undersøgte vi den kombinerede effekt af temperatur og parasitisme på overlevelsen af slikkrebs foruden afledte kaskade-effekter på det omgivende bentiske samfund i et to-måneders udendørs mesokosmos-eksperiment. Der blev udført fire eksperimentelle behandlinger: Relativ lav vandtemperatur (18°C) med og uden parasitter, og relativ høj vandtemperatur (22°C) med og uden parasitter. I alle mesokosmosenheder var der etableret identiske bentiske vadehavssamfund af mikroalger, meiofauna og makrofauna. Resultaterne viser, at kombinationen af øget temperatur og parasitisme forårsagede et sammenbrud af den eksperimentelle slikkrebsebestand. Endvidere ændredes populationsstørrelsen af en række af de øvrige bentiske organismer, og makrofaunaens artsdiversitet steg.

OriginalsprogDansk
Udgivelsesår18 jan. 2011
Antal sider1
StatusUdgivet - 18 jan. 2011
Begivenhed16. Danske Havforskermøde - Mols, Danmark
Varighed: 18 jan. 201120 jan. 2011

Konference

Konference16. Danske Havforskermøde
LandDanmark
ByMols
Periode18/01/201120/01/2011

Se relationer på Aarhus Universitet Citationsformater

Download-statistik

Ingen data tilgængelig

ID: 33916824