Når 10 videnarbejdere sætter sig sammen i et møde, skaber de så 10 gange så meget værdi, som hver af dem kunne alene? Når 100 professionelle samles til konference, vibrerer rummet så af 100 gange så meget inspiration, som hvis en af dem sad foran sin computer alene? Når 30 humanistiske forskere skal få et nyt stort institut til at fungere, bliver det så 30 gange bedre end hvad en enkelt forsker kan præstere? Næppe. Man skal være glad, hvis helheden bare er lig summen af delene. Ofte er den langt mindre.

Men hvorfor er det sådan? Hvilke hæmmende antagelser om viden og videndeling ligger bag? Hvilke alternative begreber kan vi anvende for at forstå udviklingsmulighederne? Og hvordan kan vi praktisk facilitere sådanne videnprocesser bedre? (Læs mere  her og her.) 

Samfundsforskningen har i alt for mange år siddet på hænderne og beskrevet eller problematiseret magtrelationer i et samfund, der ræser forbi uden for institutvinduerne. Hvordan kan vi rekonceptualisere den samfundsvidenskabelige metodologi, således at samfundsforskere i højere grad kan bidrage med deres ekspertise i kvalificeringen af sociale, økonomiske og politiske eksperimenter og udviklingsprojekter? (Læs mere  her og her.)

Når danske virksomheder flakser rundt mellem alle globaliseringens forretningsmuligheder og tempoet på arbejdspladserne derfor skrues op, går medarbejderne ned med stress. Manglen på retning, fokus og mening i arbejde, erhvervsliv og samfund er evident i disse år. Jagten på økonomisk vækst og velstand er ikke svaret, snarere problemet.

Hvordan kan vi forstå meningen med arbejde og organisationer på en måde, der giver ro i sjælen, balance i miljøet og fred i verden? Mere lokalt, hvad kan ledere gøre for at koncentrere virksomheden om den konstruktive kerneopgave og give den enkelte medarbejder et rum med meningsfylde at udfolde sine talenter i? (Læs mere  her, her og her.)