Artiklen fokuserer på trivselsarbejdet som del af det pædagogiske arbejde med inklusion i daginstitutioner, og undersøger, hvordan pædagogisk personale arbejder med at skabe ’trivsel’ for børn i udsatte positioner som en måde at skabe social retfærdighed på, og mindske ulighed og stigma. Trivsel er et markant fokusområde i den aktuelle debat om børn og unges hverdag, og i lyset af inklusionsdagsordenen anses ulighed i trivsel som uacceptabel. Det gælder bl.a. inden for daginstitutionsområdet, hvor inklusionsfordringen står centralt i lovgivningen og i pædagogisk praksis. Artiklens analyser bygger på empirisk materiale fra et feltarbejde i en daginstitution, som arbejder socialt inkluderende med børn i særlige vanskeligheder. Analysen fokuserer på det pædagogiske personales sensitive aflæsninger af børn, og hvordan de transformerer en identifikation af vanskeligheder eller problemer til konkret, tilpasset pædagogisk arbejde.