I et uddannelsespolitisk perspektiv sætter artiklen fokus på, hvad der forstås ved curriculum, og hvordan flersprogethed tilgodeses i folkeskolens officielle curriculum. En række forhold af betydning for tosprogede elevers succes fremstår som et skjult curriculum, fx nævnes det ikke nogen steder, at undervisningssproget i folkeskolen er dansk. Derfor spørges der, hvornår tiden mon er moden til at indse, at fag i skolen fx matematik kan læres på et eller flere af de sprog, der vitterligt tales af eleverne i skolen i tillæg til undervisningen på dansk. Mens undervisningen i fremmedsprogene er blevet styrket ifølge folkeskolereformen 2014 ved tidligere start og tilbud om flere timer er det gået anderledes drastisk tilbage for de to fag, der er møntet på tosprogede elever, dansk som andetsprog og undervisningen i minoritetsmodersmål. Artiklen, foredraget og interviewet med forfatteren advokerer for, at eleverne i folkeskolen bør have adgang til at videreudvikle deres potentielle sprogkundskaber, der er grundlagt i familiernes sprogfællesskaber.