For godt ti år siden spurgte jeg: Er dansk et dræbersprog? (Kristjánsdóttir, 2010). Mit svar dengang var bekræftende. I dag vil jeg ikke gøre et sprog, her dansk til en slags gerningsperson. Jeg vil fastholde, at sprog kan blive gjort til dræbersprog (killer language), men det er ikke sprogene i sig selv, der er de udøvende aktører. Det er bevidste uddannelsespolitiske handlinger, der gør sprog til dræbersprog i relationen til andre sprog. Jeg vil referere til denne handling som dræbersprogethed. Denne begrebsliggørelse står i modsætning til begrebet bæredygtighed, der kan signalere, at sprog har deres egen ret til at være levende sprog, der kan udvikles fra en generation til en anden. Det er denne forståelse af begreberne bæredygtighed og dræbersprogethed, som jeg vil spejle min empiri i, der er eksempler på Undervisningsministeriets udstedte curriculære foreskrifter møntet på tosprogede børn, unge og voksne i det danske uddannelsessystem.
