Beskrivelse
Forestillinger om en nærtstående 'endetid' er noget vi religionsvidenskabere oftest møder i vores omgang med myter (eskatologi), profetier (apokalyptik), og såkaldte 'dommedagskulte'. Disse fænomener er ikke blot randfænomener: Verden omkring os er fyldt med apokalyptiske fortællinger og forestillinger om alt lige fra skjulte magteliter, som vil trælbinde menneskeheden via COVID-19 vacciner og 5G-netværk, til dystopiske fortællinger om klimakrisens yderste konsekvenser. Hjulpet godt på vej af internettet spredes sådanne ideer og forestillinger som aldrig før, og de viser sig i flere tilfælde at være mobiliserende og handlingsmotiverende.I dette seminar vil vi arbejde mod en ny, religionspsykologisk forståelse af endetidsforestillinger. Hvorfor er vi mennesker grundlæggende tiltrukket af fortællinger om 'endetiden'? Hvad betyder sådanne forestillinger for menneskets forståelse for dets omgivelser, og hvornår motiverer endetidsforestillinger konkrete handlinger?
Vi vil i den forbindelse læse relevant teori og forskning fra mange forskellige discipliner (psykologi, sociologi, historie) og arbejde målrettet med specifikke cases.