Ledelse og motivation i offentlige organisationer

Undervisning

Beskrivelse

Kandidatseminar på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Introduktion til faget:
Det er ikke nogen let opgave at være offentlig leder. Offentlige ledere skal kunne motivere deres ansatte, og de har ansvar for at sikre, at deres medarbejdere
leverer offentlige ydelser, der er både effektive og efficiente - uden at det demotiverer medarbejderne (fx igennem kontrolmekanismer). Offentlige ledere skal også forstå deres medarbejderes professionelle normer og værdier, og de skal kunne sætte retning for medarbejdernes arbejdsindsats og aktivere motivationen for at skabe værdi for konkrete borgere og for samfundet. Samtidig er offentlige ledere del af en organisatorisk kontekst og et politisk hierarki, som de skal kunne navigere og agere proaktivt i.

I de senere år har IFSK huset flere store forskningsprojekter, der har resulteret i banebrydende ny viden om ledelse og motivation i den offentlige sektor. Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse huser flere sådanne projekter. Seminaret trækker på denne viden. Studerende får dyb indsigt i ledelse og motivation i en offentlig kontekst. De vil også få mulighed for at udvikle deres egne lederfærdigheder igennem systematisk og praksisnær ledelsestræning. Deltagelse i ledelsestræningen giver derudover en dybere forståelse for forskningslitteraturen om ledelsesudvikling.

Seminaret er krævende. Både i forhold til deltagernes kompetenceniveau og den forventede arbejdsindsats. Som led i forløbet vil de studerende skulle løse konkrete opgaver både før og efter undervisningsgangene. Derudover indebærer seminaret et samarbejde med ledere, der følger et tilsvarende ledelsesudviklingskursus i regi af FMOL. Som undervisere understøtter vi etableringen af kontakt til en af disse ledere. Samarbejdet indebærer, at studerende bliver matchet med en leder, og det giver mulighed for at komme tæt på ledelsen i en konkret offentlig organisation, hvor seminarets teorier kan sættes i perspektiv. Derudover vil den studerende få feedback fra lederen, ligesom den studerende vil blive undervist i at give feedback til lederens egen udviklingsplan. For at samarbejdet bliver en succes, kræver det, at de studerende er indstillet på at yde en stor og engageret indsats for at samarbejde med lederne.

Mange kandidater fra Statskundskab og Politik og Økonomi bliver ledere i den offentlige sektor. En del af dette seminars formål er at forberede de studerende til en potentiel ledelseskarriere. Det er den første grund til at kombinere fokus på ledelse og motivation i en offentlig kontekst med praksisorienterede perspektiver på god ledelse. Den anden grund er, at personlige ledelseskompetencer og indsigt i ledelsespraksis giver det bedste udgangspunkt for at forholde sig kritisk og reflekteret til forskning og ledelse og motivation.

Seminaret forbereder de studerende på specialeskrivning. Faget giver en introduktion til mange relevante forskningsspørgsmål relateret til ledelse og motivation. Arbejdet med de studerendes synopsis træner en række centrale kompetencer, som også bliver nyttige i specialeskrivningen.

Seminaret består af tre kursusmoduler med ugentlige sessioner. I hvert af disse tre moduler har vi to på hinanden følgende hverdage med 3-timers sessioner (2*3 timer). Evnen til at diskutere og skrive om ledelse, motivation og målopfyldelse trænes gennem case-diskussioner og gennem udviklingen af en handlingsplan (som er en del af samarbejdet med en konkret offentlig leder i modul 2). Indsigter fra handlingsplanen kan drøftes ved den mundtlige prøve.
Kursus periode02/09/202131/01/2022
Kursus niveauKandidat niveau
Kursusformat20