Vi skal blive bedre til at hjælpe folk ud af banderne

Beskrivelse

Vi skal blive bedre til at hjælpe folk ud af banderne

Professor Line Lerche Mørck, Katja Andersen Hartvig og Cecilie Bildstedfelt, psykologistuderende og forskningspraktikanter

Nedim var altid fuld af sjov og ballade, knus og latter. Han elskede at tage pis på folk. Han flirtede og lavede sjov, og selv de mest magtfulde danske ministre, som Inger Støjberg og Søren Pape, fik han til at være med på sjove, grænseoverskridende fotos. Han fik os alle til at smile, fordi han gik lige til grænsen af dét man normalt må sige og gøre, og tit gik han også over grænsen, når han med stor charme spredte sine budskaber, og delte sine egne erfaringer fra sit liv. Han gav os et værdifuldt indblik i vejen fra bande/rocker-miljøet til konflikter og samarbejde med samfundets institutioner.

Humor og satire var en af de måder, hvormed han prøvede at få budskaber ud til personer, der normalt synes uden for rækkevidde. Personer, der normalt har en fasttømret holdning om ”hans slags”, dvs. (tidligere) bande- eller rockermedlemmer. Nedim gik i dialog med mange forskellige mennesker gennem radio og satire. Det var både ministre, politikere fra forskellige partier, pårørende, udsatte unge, folk på vej ud af miljøet, forskere og ”den almindelige dansker” – kort sagt alle os, der kan være svære at rykke en millimeter, fordi bande/rocker-feltet er stærkt præget af polariserede meninger om, hvad der anses som godt og skidt, herunder hvem man (ikke) bør tale med eller samarbejde med. Disse polariserende tendenser findes både blandt de dialog- og samarbejdspartnere han mødte blandt medier, politikere og de professionelle inden for det såkaldte ”etablerede system”, men også på den anden side blandt civile mennesker og blandt de folk, der udgjorde hans rødder, herunder mennesker, der som ham selv er opvokset i udsatte boligområder, personer med etnisk minoritetsbaggrund og folk med rødder i bande/rocker-miljøet.

Forskning i dialogisk praksis - Nedims nye fælleskaber

Vi kendte Nedim gennem vores samarbejde med ham i forbindelse med vores forskning. Han var et af de tidligere bandemedlemmer, som vi har interviewet og fulgt i og på tværs af forskellige sammenhænge. Målet med vores forskning er at forstå betydningen af at han som tidligere bandemedlem lavede radioprogrammer, holdt oplæg, lavede satirisk teater, deltog i offentlige medier og skrev en bog om sit liv med henblik på at gøre en forskel ved at forebygge at andre endte i bande/rocker-miljøet. Disse aktiviteter betegner vi som dialogiske praksisser, hvor tidligere rockere/bandemedlemmer bruger deres erfaringer konstruktivt i et forhold til andre. Fra vores videnskabelige udgangspunkt ønsker vi at forstå fænomener fra et førstepersonsperspektiv og undersøge et område indefra, og i den sammenhæng var Nedim vores medforsker. Han gjorde os klogere på hvordan satirisk teater kan fungere som et nødvendigt pusterum fra de omfattende omvæltninger, der er forbundet med at forlade bande-rocker/miljøet. Du kan ikke længere gøre som du plejer, du kan ikke komme de steder du plejer og du kan ikke se de mennesker du plejer. Du skal videre, og du bliver nødt til at gøre det alene. Gennem teater kunne Nedim genbesøge en velkendt rolle for en stund og lege med identitetstransformationen i et frirum. I takt med at han gennem teateret og satiren kunne rykke ved andres fordomme og opfattelser, rykkede det samtidig ham selv længere væk fra hans gamle liv og tættere på at blive en pædagogstuderende, en vigtig offentlig debattør og dermed på sigt måske endda et forbillede for andre.

Undervejs i processen betød journalistfællesskabet gennem radio24syv alverden for Nedim. Hans arbejde på radiostationen var en spændende og meningsfuld måde at indgå i et kriminalpræventivt arbejde. Her følte han at han kunne give tilbage til samfundet ved at dele hans særlige viden om bandernes måde at fungere på og de tankegange, der hersker inden for miljøet. Arbejdet med radioen gav samtidig Nedim muligheden for at leve et mere normalt liv som en arbejdstager, der kan forsørge sig selv. Han holdt meget af fællesskabet med kollegaerne på radioens redaktion, og han havde mange gode og sjove stunder, hvor han følte sig inkluderet. ”Her er alle andre jo lige så tossede som jeg!”, som han drillende proklamerede i vores interview med ham. Hos radio24syv oplevede Nedim, at der var højt nok til loftet og rummelighed nok til, at han kunne være lidt anderledes eller gøre tingene på sin egen måde - så længe, han løste sine ansvarsopgaver. Som han formulerede det med et skælmsk smil: “I radioen må du gerne have morgenhår og badekåbe, hvis du skulle være træt - lytterne kan jo ikke se dig!”.

Hjælp til vurdering af grænserne for hvad man som tidligere bandemedlem kan sige offentligt?

Efter Nedims død, er han mange steder blevet fremhævet som en ener: som om han var den eneste med bande/rocker-baggrund, der gik frem og talte offentligt om sin egen historie. Det er ikke korrekt. Vi har eksempelvis fulgt og interviewet ni andre, der ligeledes deltager aktivt i dialogiske praksisser, men gør det på lidt andre måder end Nedim. Nedim gik lige skridtet længere, særligt i forhold til at kommentere på, hvordan de kriminelle miljøer arbejder, samt forholde sig til aktuelle konflikter i bandemiljøet.

Nedim var klar over de risici, som var forbundet med hans position som offentlig stemme. Han udtrykte i vores interview med ham, at han ikke ville lade sig true til at tie, men han var meget bevidst om hvad han kunne og ikke kunne sige. Han følte selv, at han vidste hvor grænsen gik, og han stod for det meste lige op ad den. Nogle gange gik han også over den – men det var et velovervejet valg.

Det er værd at bemærke, at Nedims til tider dristigt ærlige udtalelser ikke kun handlede om at bidrage til den almene forståelse af banders virkemåde. Nedim fortalte os i et interview om hans relation til sit gamle miljø, at han mente, man som tidligere bandemedlem er nødt til at markere over for banden, at man nu er ”medlem på den anden side” – og at man ikke er én, de skal tænke, de vil kunne koste rundt med, længere. Dette oplevede Nedim som bydende nødvendigt, hvis man ikke som tidligere bandemedlem skal risikere at blive dirigeret, truet og bestemt over af sine tidligere bandefæller i livet fremadrettet efter bandetiden. I Nedims erfaring og overbevisning var disse markeringer dén måde, han kunne kommunikere til bandemiljøet på en måde, bandemiljøet forstod.

Sikkerhedsrisikoen er forskellig fra en almindelig journalist til en debattør, som Nedim, der har rocker/bande-baggrund. Derfor har vi alle et medansvar for at hjælpe med realistisk at reflektere sikkerhedsrisici, herunder hvilke emner man kan tale om i hvilke sammenhænge, samt med hvilke detaljer og på hvilke måder. Det gælder også forlagene, der efterhånden har udgivet en del bøger, hvor tidligere rocker/bandemedlemmer, bliver interviewet og deres historier bliver formidlet af journalister. Her har både medskribenterne og forlagene et medansvar for at få gennemlæst og lave sikkerhedsvurderinger ud fra indholdet i bøgerne. Er der noget, der bør skrives mere overordnet, for at være på den sikre side af grænsen, for at vi i fremtiden bliver bedre til at undgå, at liv bringes i fare? Hvis tidligere rockere/bandemedlemmer pointerer at det for eksempel er vigtigt ikke at nævne konkrete grupperingers navne, når de taler om miljøer, så er det eksempelvis vigtigt at respektere dette, når man går i offentlig dialog med dem.

Erfaringer fra det nationale exit-program og håb for fremtiden

Nedim er den eneste person i vores forskning, som har fortalt om positive erfaringer med det nationale exitprogram. Han fremhævede især sin exit-koordinator, som han oplevede ville gøre alt hun kunne for at støtte ham. Han fortalte hvordan hun var der ’ligesom familie’ da hun dukkede op og fejrede hans HF-eksamen, og hvordan hun stod med tårer i øjnene af stolthed, ligesom hans mor. Det var ligeledes Nedims exit-koordinator, der havde ham med da han fik nogle af sine første erfaringer med dialogisk praksis, bl.a. da han bidrog med oplæg på Grundtvigs Højskoles bandeseminar tilbage i 2013. Her talte han om hans vej ind i bandemiljøet, hvilke forebyggende aspekter, der manglende, samt hvad exit-programmet havde betydet for ham. På trods af det gode forhold til sine exit-koordinatorer, fremhævede Nedim hvor svært det er at tackle ensomheden når man forlader det gamle miljø. Denne ensomhed og følelse af isolation er udbredt blandt andre tidligere rockere/bandemedlemmer, og kan medvirke til at de fravælger programmet. Hertil nævner mange tidligere bande- og rockermedlemmer, at det at indgå i fællesskaber og sammenhænge hvor de mødes med gensidig respekt, familiefølelse, omsorg og kærlighed er det, der får dem videre. Disse mellemmenneskelige aspekter er dog kun yderst sjældent noget, der fylder i exitkandidaternes beskrivelser af deres møde med det nationale exit-program. Tværtimod kan man læse jobopslag hvor exit-programmerne gør en dyd ud af at man ikke må få for tætte relationer til exit-kandidaterne.

I Danmark har vi den såkaldte Århusmodel, som er verdenskendt for at bygge på at man rækker hånden ud til udsatte og sørger for at alle behov er dækket for at forebygge radikalisering og terrorisme. Det indebærer fx at man hjælpes videre i livet med uddannelse eller anden støtte. De grundlæggende ideer i Århus-modellen er rigtig gode, men vi oplever at Århus-modellen udvandes som praksis, når den bruges til at legitimere hele det danske exit-system. Man er i visse sammenhænge begyndt at kalde det hele for Århusmodellen, men samtidig er der stor variation i exit-praksis på tværs af kommuner, og der er kun få der har en mangeårig forskningsunderbygget praksis, som netop den i Århus. Samtidig ser vi bandeexit-ansvarlige der understreger i medierne, at exit-kandidaten selv skal gøre hele arbejdet. Ligesom vi i vores forskning ser potentielle eller tidligere exit-kandidater, der er blevet mødt med sanktioner, der i værste fald satte deres liv i fare og i bedste fald bare gjorde dem vrede og frustrerede på systemet. Dette ser vi som bekymrende, fordi det er disse mange små dråber af frustration, der hober sig op og nogle gange er medvirkende til at exit-kandidaterne giver op og bevæger sig tilbage til et liv i rocker/bande-miljøet – selv om de oftest må starte forfra allernederst i hierarkiet.

Igennem vores mangeårige forskning på området, har vi dog også stødt på ildsjæle indenfor og udenfor systemet, der brænder for deres arbejde, og som gør et stort og vigtigt arbejde med de tidligere bande- og rockermedlemmer, uden at det er beskrevet som exitarbejde. Mange gange også uden hverken at få (ekstra) løn eller anerkendelse for at hjælpe de tidligere bande og rockermedlemmer videre, og ud af ensomheden.  Det er eksempelvis arbejdsmæssige, religiøse, spirituelle, akademiske og frivillige eller socialpædagogiske fællesskaber, der åbner døren så tidligere rockere/bandemedlemmer kan få mulighed for at være med, uden at de bliver til ”en sag man skal arbejde med”. Vi mener der er et behov for at disse fællesskaber mødes med anerkendelse og opbakning, fordi de gør en betydningsfuld forskel i exitkandidaternes liv, deres muligheder for at føle tilhørsforhold og at finde en ny mening i tilværelsen. Vi skal have flere åbne døre, hvor de tidligere rockere/bandemedlemmer kan bidrage og deres kompetencer og tilhørsforhold kan vokse, og de kan blive til som noget nyt, hvor de også selv kan opleve samfundsmæssig anerkendelse, som del af disse fællesskaber.

Det bør være muligt at samarbejde på tværs af det nationale exit-system, og andre aktører og civilsamfund. Men i mange tilfælde har vi oplevet at det nationale exitsystem ikke har villet samarbejde med ngo’er, frivillige og private aktører, måske fordi der hersker en eller anden misforstået konkurrencementalitet:  At hvis de samarbejder og giver rum for at anerkende andre aktører, herunder fx religiøse fællesskaber eller private ngo’er, hvor der også er tidligere rockere/bandemedlemmer, der bidrager til arbejdet, så er det lig med, at indrømme at de ikke er gode nok til deres arbejde, fordi de ikke kan gøre det alene.

Nedims store drøm var at blive exit-koordinator i det nationale exit-program og bruge sine livserfaringer til at hjælpe andre videre. Det var måske også derfor han kun yderst sjældent talte dårligt om det, og måske derfor at han gjorde ekstra meget ud af at bygge bro til og gå i dialog med det etablerede system, herunder også med politikere og ministre. Politikere, hvis bande-, forebyggelses- og integrationspakker desværre har været dominerede af hårdere straffe, sanktionstænkning, dæmonisering af visse grupper, samt medvirket til at indføre institutionaliseret racisme af etniske minoriteter fra udsatte områder.

Drømmen om at blive exit-koordinator fik Nedim aldrig mulighed for at udleve. Vi håber at de tragiske omstændigheder kan være med til at sætte fokus på behovet for bedre betingelser, for dem, der ønsker at træde ud af rocker/bande-miljøet. Herunder et exit-program, der frem for ensomhed fordrer fællesskaber og som vil samarbejde med de ngo’er og ildsjæle, der allerede står parate til at gøre en forskel.

Emne

Dialogisk praksis, Nedim, bandeexit-processer, det nationale exitprogram