Den verserende bandekonflikt i København har fået politiet til at sætte fly i luften i kampen mod banderne. Unge mænd bliver opfordret til at passe på i dele af København, og DF og K har foreslået, at også militæret kan sættes ind. Senest raser nu også diskussionen om, hvorvidt politiet har ressourcer nok til at løse opgaven.
Men vi skal gå helt andre veje for at dæmme op for banderne og de skyderier, der i sidste uge blandt andet førte til, at to tilfældige borgere blev ramt af skud. Det mener professor MSO ved Aarhus Universitet Line Lerche Mørck, der forsker i netop bandekonflikter.