Foredraget behandler strukturen i sætningsskemaet som det blev opstillet i 1930'erne af Paul Diderichsen og videreudviklet af Erik Hansen, Lars Heltoft og Hans Götzsche, blandt andre. Modellen er i sig selv en forholdsvis enkel overflademodel. Som jeg skal vise, er dens virkelige pointe muligheden for at udvikle kriterier for placering på de forskellige pladser i skemaet. I sin tid opererede Diderichsen med en række mulige kriterier, både funktionelle og relationelle. I den klassiske version valgte han at fastlægge pladserne ud fra morfologiske kriterier, sml. Diderichsen 1936, (1946) 1962, 1966. Samme fremgangsmåde bruger Erik Hansen (1977) 1997. I senere varianter har man dels udviklet relationelle kriterier (fx Götzsche 1994 og Jørgensen 2000a) eller en kombination af relationelle og diskursorienterede kriterier (Heltoft 1986a,b, 1992 a,b, Jørgensen 2000b, Togeby 2003.)