Peter Naur opfandt begrebet datalogi, var medstifter af Datalogisk Institut, blev Danmarks første professor i datalogi og har som eneste dansker vundet ACM's Turing-Award. En af kerneværdierne i Naurs arbejde var hans fokus på mennesker. At databehandling altid må ende i mennesker. At data er et spørgsmål om menneskelig forståelse. Og at opfattelsen af hjernen som en computer er noget vrøvl. Peter Naur blev født i 1928 og ville i år være blevet 90 år. Det fejrer vi med et oplæg om vores verdenskendte danske datalogipioners fremsynede tanker om datalogi og uddannelse fra 1950'erne og op til i dag. For der er masser af inspiration at hente fra ham i dag, hvor et fag i teknologiforståelse er på vej, og hvor vi (stadig) alle i et demokrati bør udvikle forståelse for data, deres natur og brug.