Introduktion
Undervisere såvel som studerende identificerer meningsfuld vejledning som central for den læring der foregår på universitetet. Forskning inden for kollaborative akademiske fællesskaber (Aaen & Nørgård, 2016) og (online) vejledningsformer (Bengtsen & Jensen, 2015; Bengtsen, 2016) peger på, at et skifte fra sekventielle dialoger (en person/modalitet) til samarbejdende og samtænkende dialogspor (flere personer/modaliteter) øger oplevelsen af værdifuld vejledning hos studerende og fremmer progression og akademiske kompetencer i deres uddannelse. Generelt efterspørger studerende mere vejledning og undervisere mere tid til at vejlede.
Men særligt i kølvandet på fremdriftsreform og antal K-timer opstår udfordringer i forbindelse med at finde tid og rum til den kontinuerlige vejledning. Vejledningssituationen udfolder sjældent sit potentiale og kan opleves som instrumentelle indstik der blot identificerer fejl, mangler og gode pointer i den studerendes arbejde.
Metode
Paperet præsenterer et format for online kollektiv dialogisk vejledning udviklet på tværs af vejledere og kurser og giver indblik i hvorledes man kan opsætte og anvende denne vejledningsform i egen undervisnings- og vejledningspraksis.
Resultater
Paperet præsenterer resultaterne fra udvikling og gennemløb af online kollektiv dialogisk vejledning hvor studerende indgår som med-vejledere i hinandens projekter gennem en kombination af: 1) kollektiv vejledning i grupper; 2) dialogisk vejledning der er samarbejdende, samtalende og samtænkende; 3) online vejledning der lokations- og platform-distribueret.
Diskussion
Paperet diskuterer muligheder og begrænsninger ved at inddrage de studerende som dialogiske med-vejledereved at spørge hvilke nye potentialer og problemfelter der opstår i vejledningssituationen når den bliver kollektiv, dialogisk og online samt inddrager de studerende som med-vejledere i hinandens projekter?