Et pengesystem for alle

Publikation: FormidlingBog

  • Rasmus Hougaard Nielsen
    Rasmus Hougaard NielsenDanmark
  • Ib Ravn
  • Jonas Jensen
    Jonas JensenDanmark
  • Tune Revsgaard Nielsen
    Tune Revsgaard NielsenDanmark
Som i alle andre moderne økonomier har vi i Danmark et pengesystem, der kontrolleres af private banker. Det er i sin kerne ustabilt, og det producerer finansielle bobler og kriser.

Centralt for systemet er bankernes evne til at skabe nye penge. Mønter og sedler (kontanter) skabes af Nationalbanken, som alle ved, men kontanter udgør kun 5 % af pengemængden. Resten er indeståender på private bankkonti, såkaldte kontopenge. Kontopenge skabes af banker, når de yder kredit. Banker videreformidler ikke deres indskyderes penge til låntagere. Ved udlån indskriver banken de relevante cifre på låntagers konto, uden at penge overføres andetsteds fra. Banken skaber derved nye penge. Når et banklån afdrages, forsvinder pengene igen, dvs. de fratrækkes pengemængden.

Når banker i opgangstider øger udlånet – i skarp indbyrdes konkurrence om fortjeneste og markedsandele – skabes der mange nye penge. I nyere tid har disse nyskabte penge primært bidraget til at presse prisen på boliger og finansielle aktiver i vejret.

Bankernes pengeskabelse kan anses for at være hovedårsagen bag økonomiske bobler. Som regel sprænges de, når banker har skabt penge til så dårlige låntagere, at lånene ikke afdrages. Banker bliver nødlidende og ‘interbankmarkedet fryser til’. Efterfølgende undlader banker at yde lån i samme omfang som tidligere, hvilket reducerer pengemængden, og recession følger. Systemet er procyklisk og ustabilt: Det gør gode tider bedre og
dårlige tider værre.

Pengesystemet kan ses som et fælles gode på linje med vejvæsen og vandforsyning. Der foreslås en pengereform, der fratager bankerne retten til skabe kontopenge og udvider Nationalbankens monopol på pengeudstedelse til også at gælde kontopenge. Et pengeskabelsesudvalg skal i regi af Nationalbanken periodisk vurdere samfundets behov for penge. Det kan skabe penge ved at kreditere statens konto i Nationalbanken, hvorefter nyskabte
penge indgår i regeringens finanspolitiske råderum.

Alle borgere og virksomheder tilbydes en ‘nemkonto’ i Nationalbanken. Herfra foretages betalinger direkte mellem konti, eventuelt via andre private udbyderes betalingsløsninger. Efter reformen skal banker formidle penge (som mange tror, de gør i dag), men kun de midler, som investeringsvillige aktører stiller til rådighed for dem. Banker skal altså kun kunne udlåne allerede eksisterende midler. De skal ikke skabe nye penge.

Dette vil hæmme dannelsen af bobler, idet pengeskabelsen vil foregå i roligt tempo – i Nationalbankens regi, ikke i bankernes indbyrdes konkurrence om overlevelse.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedAarhus
ForlagKlim
Udgave1
Antal sider112
StatusAccepteret/In press - mar. 2018

    Forskningsområder

  • Penge, Pengesystem, Pengereform, Pengeskabelse, Banker, Finanskrise, Monetære forhold, Pengepolitik, Danmarks Nationalbank, Centralbanker, Ulighed, Recession, Økonomi, Økonomisk politik, Økonomiske virkemidler, Monetær reform

Se relationer på Aarhus Universitet Citationsformater

ID: 118955976