Om AU

Peter Krøjgaard

Professor

Peter Krøjgaard

 

Forskningsmæssige interesser:

Jeg er generelt interesseret i spæd- og småbørns kognitive udvikling. Hidtil har jeg interesseret mig for spædbørns opfattelse af den fysiske verden, samt spædbørns  begrebsdannelse. Især har jeg foretaget eksperimentelle undersøgelser af spædbørns objektindividuation - dvs. spædbørns evne til at holde rede på antallet af distinkte objekter i et givet scenario.

Pr. 1. januar 2010 blev Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning etableret. Der er tale om et grundforskningscenter, der ledes af prof. Dorthe Berntsen, og jeg indgår som et kernemedlem i dette center. I de kommende år vil jeg således hovedsageligt beskæftige mig med eksperimentelle undersøgelser af udviklingen af børns episodiske hukommelse, der kan anskues som forløbere for egentlig selvbiografisk hukommelse hos større børn og voksne. Her er jeg interesseret i emner som børns opfattelse og afgrænsning af 'begivenheder', og børns evne til at huske handlesekvenser (forsinket imitation), samt paradokset omkring barndomsamnesi.

 

Con Amore: Center on Autobiographical Memory Research

http://www.psy.au.dk/conamore

 

Et nyt syn på små børns hukommelse for begivenheder (projekt financieret af VELUX FONDEN, fra 01.01.2016-31.12.2019)

Direkte adspurgt har små børn typisk vanskeligt ved at genkalde sig og fortælle om begivenheder, de tidligere har oplevet. Fund fra sådanne studier er typisk blevet tolket som udtryk for, at episodisk hukommelse udvikles relativt sent i børnenes liv. I nærværende projekt udfordrer vi denne klassiske antagelse, som er baseret på tesen om, at genkaldelse typisk er viljestyret og strategisk. Viljestyret og strategisk genkalden af erindringer er imidlertid ikke den eneste måde, hvorpå minder fra konkrete episoder kommer til vores sind. Nogle gange kommer en erindring til os spontant, nærmest ’ud af det blå’, uden at vi aktivt og viljestyret har forsøgt at genkalde os den. Spontan genkalden må formodes at være mindre kognitivt krævende, da den i mindre grad trækker på eksekutive funktioner og primært er associativ, men hidtil er spontan genkalden hos børn kun blevet påvist i dagbogsstudier. For nylig er det imidlertid lykkedes os at inducere spontane erindringer eksperimentelt, og nærværende projekt har med anvendelse af dette nye paradigme til formål at afdække, hvor tidligt i ontogenesen spontane erindringer kan induceres samt hvilke faktorer, der faciliterer spontan genkalden. Projektet har grundforskningskarakter, men vil formentlig også have relevans for både vidne-psykologien og den pædagogiske forskning.

 

Vejlederbrev (specialevejledning):

Jeg giver i princippet vejledning i stort set alle psykologfaglige emner, som den studerende vil lade mig vejlede i; men gør det samtidig klart, om jeg er ekspert i et givent emne eller ej, samt specificerer, hvad det betyder for vejledningen, hvis jeg ikke er ekspert i det pågældende område.

Ifølge vores interne normer har den studerende krav på 15 timers vejledning. Jeg præciserer, at der heri indgår den tid, som jeg som vejleder skal bruge på at læse diverse afsnit skrevet af den studerende undervejs i processen. De ressourcemæssige rammer betyder, at jeg typisk, men ikke altid, vil kunne nå at læse alle dele af specialet én gang. Med mindre det viser sig strengt nødvendigt genlæser jeg sædvanligvis ikke afsnit, som jeg tidligere har givet feedback på.

Indledningsvist forsøger jeg at få overblik over, hvornår den studerende gerne vil være færdig, om vedkommende sideløbende har andre fag (og/eller arbejde), der skal passes, samt hvor godt den studerende regner med – eller håber på – at det skal gå. I den forbindelse gør jeg det klart, at specialet i sidste ende ikke kun skal bedømmes af mig, men også af en ekstern censor. Jeg præciserer også, at mens jeg inden for de ressourcemæssige rammer vil hjælpe alt, hvad jeg kan, mens vejledningen pågår, så er jeg, når specialet er indleveret, ikke længere den studerende ”advokat”, men vil efter bedste evne forsøge at vurdere specialet så sagligt som muligt.

Det søges også afklaret, hvor velorienteret den studerende er inden for det valgte emneområde. Hvis den studerende fremstår relativt nystartet, opfordrer jeg til systematiske litteratursøgninger samt efterfølgende litteraturlæsning med afsæt i reviews og oversigter.

Første møde har derudover til formål - om muligt - at sigte mod en problemformulering for specialet, samt en udførlig disposition. Det tilstræbes, at vejledningen hurtigst muligt kommer til at omhandle feedback på konkrete tekstudkast fra den studerendes side. Den studerende får valget mellem på forhånd at aftale en dato for næste møde, eller blot at henvende sig, når et tekstafsnit skønnes klar til feedback. Forud for vejledningstimen (ca. 1-2 dage) fremsender den studerende så et tekstafsnit, der typisk er på 5-20 sider. Jeg præciserer, at den studerende vil få mest ud af feedback, hvis manuskriptet så vidt muligt er sprogligt gennemarbejdet. Den studerende opfordres til at medsende en læsevejledning, såfremt han eller hun ønsker, at jeg skal være særligt opmærksom på specifikke dele eller elementer i manuskriptet.

I forbindelse med min læsning af det fremsendte manuskript, anfører jeg så mine kommentarer i margin. I selve vejledningstimen gennemgår vi sammen det fremsendte, og den studerende kan tage mine håndskrevne kommentarer med sig hjem for direkte at kunne gøre brug af noterne. Jeg gør opmærksom på, at jeg fra tidligere specialestuderende ofte får at vide, at jeg i min feedback primært fokuserer på, hvad der skal/bør rettes eller ændres.

Jeg opsætter ingen formelle rammer for aftaler og/eller aflysninger, men forventer implicit, at man giver besked, hvis man skulle blive forhindret. Den studerende gøres også klart, at han eller hun er velkommen til at ringe, maile eller henvende sig, hvis spørgsmål af betydning for processen skulle dukke op undervejs – men at de kan risikere, at jeg ikke lige kan svare, når de henvender sig. Jeg søger også på forhånd at melde ud, hvis jeg er bortrejst eller særligt optaget i bestemte tidsrum. Hvis ikke jeg hører fra en specialestuderende i længere tid, henvender jeg mig til pågældende via mail.

Forskningsområder

Vis alle (122) »

Vis alle (143) »

ID: 142182