Peter Hokland

Professor, dr. med., Koordinerende klinisk lærestolsprofessor

Peter Hokland

Hov – nu vil forskerne tilbage i laboratoriet igen!

 

For nogen tid siden skrev jeg, at topforskere foreslog en pause i en speciel slags eksperimenter, da farerne for at komme hen imod at producere supermennesker var til stede (http://videnskab.dk/krop-sundhed/hwa-ba-forskerne-vil-ikke-lave-eksperimenter). Et tribunal af forskere fra hele Verden advarede således i december 2014 imod, at den såkaldte CRISPR/Cas9 teknologi blev anvendt til at ændre et fosters arveegenskaber, således at de går i arv til kommende generationer. Dette blev offentliggjort i det vel nok mest ansete tidsskrift i Verden, Science, i april 2015 (http://science.sciencemag.org/content/348/6230/36).

Skrækscenariet er beskrevet i den canadiske forfatter Margaret Atwoods trilogi om en fremtid, hvor menneskers egenskaber er lavet om efter en økologisk katastrofe. I ”Crakernes” arvemateriale er hudens følsomhed for UV lys og for myggestik redigeret ud, hvad der gør, at deres overlevelses muligheder er forbedrede. Ligeså deres evne for at blive jaloux efter utroskab, hvilket gamle Darwin sikkert ville have nikket til i henhold til hans teori om ”survival of the fittest.”

Hvad forskerne var bange for kan ses af den gamle historie om, hvordan forskellige nationaliteter ville beskrive kaninen:

Tyskland: ”Kaninen – en kort håndbog i 8 bind”

Frankrig: ”Kaninens kærlighedsliv”

Italien: ”Kaninen på 100 måder”

USA: ”Kaninen – hvordan gøres den større og hurtigere”

CRISPR/Cas9 er en del af bakteriers immun system, som har til formål at bekæmpe indtrængende virus. Der havde siden 80erne været teorier om dette, men det var først for 10 år siden, at forskere hos Danisco (deres afdelinger i USA og Frankrig) kunne bevise dette endeligt.

Det er lidt kompliceret, men: Når bakterier bliver inficeret med en virus, vil dens DNA indarbejdes i bakteriernes, så den kan dele sig. Men netop denne invasion vil bakterien i nogle tilfælde kunne anvende til at huske den pågældende virus (hvis den ellers overlever). Kommer virus igen, vil disse sekvenser (CRISPR) aktiveres og sammen med et enzym (Cas9) klippe den indtrængende virus’ DNA i stykker, før den kan gøre skade i de efterfølgende generationer af bakterier. Det har man naturligt nok anvendt til at holde bakteriestammer i fx yoghurt sunde.

Fidusen ved dette – og de deraf følgende skrækscenarier – er, at systemet kan overføres til andre celler på en måde, hvor man konstruerer gensekvenser og kobler dem med enzymet. I testceller vil komplekset først skære i forudbestemte gener og derefter indsætte de nye sekvenser, så genets samlede funktion ændres. Når cellen deler sig, går dette i arv. Sker dette i fosterceller, ses analogien med kaninen, som i teorien kan laves større og hurtigere.

Åh ja, glemte jeg den Kirkegaardske udgave?

            Danmark: ”Kaninen – eksisterer den?”

  • Siden 2012 har det været klart, at CRISPR/Cas9 kan anvendes eksperimentelt. Sådanne systemer og deres følgevirkninger kan  naturligt nok få sindene i kog, især efter skandaler om blandt andet genterapi og stamceller, hvor skuffelser og direkte forskningssnyd har givet sådanne initiativer et dårligt ry. Heldigvis har Etisk Råd i Danmark meldt ud, at teknikken kan sidestilles med anden genterapi, så længe man vel at mærke ikke behandler kønsceller.

Sandt er det i alle tilfælde, at selv om CRISPR/Cas9 i udgangspunktet er et meget nøjagtigt system, er det ikke 100% sikkert, og det var netop derfor, at forskerne som nævnt i 2015 opfordrede til et midlertidigt stop for eksperimenter med stamceller, dels af frygt for uønskede følgevirkninger, dels frygten for at nogle vil lave supermennesker. Dette har ført til, at sådanne eksperimenter i EU er forbudt.

Hvad har så ændret sig, siden en gruppe af forskere under det nationale amerikanske forsknings akademi i januar 2017 anbefaler, at man i situationer, hvor befrugtede æg har en alvorlig defekt, kan anvende CRISPR/Cas9?

En af forudsætningerne er, at metoden nu synes så sikker, at den kun laver fejl i én ud af en trillion tilfælde. Menneskets genom har omkring det samme antal byggestene, så det vil være klart, at sandsynligheden for alvorlige fejl er forsvindende lille. Den anden – og mere nede på Jorden – udvikling er, at nogle nationer, fx Kina arbejder videre med teknikken på fosterceller, den oprindelige beslutning til trods.

Hvad er worst- og best-case scenarierne så?

Hvad det første angår, kan man forestille sig firmaer, som udbyder pakker med genforbedringer til befrugtede æg. Personligt synes jeg, at dette forekommer ganske usandsynligt og teknisk umuligt.

For så vidt angår den bedste situation kan jeg relatere til mit arbejde som specialist i blodsygdomme. Vi behandler patienter med den arvelige sygdom seglcelleanæmi, som skyldes en enkelt genfejl, som i teorien kan repareres med CRIPSR/Cas9. Fra et liv med blodmangel og episoder med invaliderende blodpropper fra barnealderen kan et ”korrigeret” individ – stadig i teorien - se frem til et normalt liv.

For nuværende, hvor forsøg med befrugtede æg altså ikke kan foretages i EU, mener jeg, at vi i Danmark må og skal forberede os på en situation, som er lig den, som er opstået i USA. Jeg for min del er således overbevist om, at CRISPR/Cas9 vil kunne betyde en revolution af den måde, vi håndterer arvelige sygdomme på. Ved Århus Universitet og Århus Universitetshospital vil vi i alle tilfælde gerne anvende teknikken på børn med defekter i et enkelt organsystem (altså ikke i fostertilstanden). Kan man reparere disse, vil barnet fra at være invalideret ,sandsynligvis kunne føre et normalt liv. I tilfældet med en medfødt immundefektdefekt i kroppens immunforsvar vil man således kunne korrigere denne og undgå en lang række af alvorlige tilbagevendende livstruende infektioner, der uden behandling resulterer i markant forkortet levetid for individet.

 

Og ja, det kræver investeringer, men der er kompenserende besparelser, for behandlingen aF nogle af børnene koster mange hundredtusindvis af kroner. Om året, vel at mærke!

I alle tilfælde synes jeg, at det er på tide at starte en offentlig debat om dette emne, som jeg er sikker på, vi får meget nærmere inden på livet inden for kort tid.

 

Peter Hokland

 

 

 

 

 

 

Forskningsområder

ID: 197661