Peter Hokland

Professor, dr. med., Koordinerende klinisk lærestolsprofessor

Peter Hokland

Peter Hoklands blog er på http://videnskab.dk/author/author/652

 

ORCID ID: orcid.org/0000-0002-1177-9756

Forskningsområder

Profil

Hvor bliver de om inducerede stamceller af?

Begrebet stamceller omtales forskelligt afhængig af emne og personlig indstilling. Debatten om dem de seneste 10-15 år har ofte været følelsesladet, specielt når man taler om udhentning af dem fra aborterede menneskefostre. Omvendt har de ofte været omtalt i sammenhæng med regenerativ medicin, dvs. når de har været tænkt anvendt til at behandle sygdomme med organsvigt, der kan vise sig i nervesystemet, i hjertet eller fx ved diabetes.

 

Sikkert er det, at forskning i stamceller også nåede storpolitik, da præsident George Bush i starten of nullerne forbød statsansatte amerikanske forskere at arbejde med cellelinjer fra fostre. Den blev delvis ophævet af Obama, men nu er spørgsmålet så, om Trump vil genindføre den.

 

I starten af firserne arbejdede jeg på Harvard Universitetet i Boston med væv fra aborterede fostre og var med til at klarlægge, hvordan B-lymfocytterne (de hvide blodlegemer, som producerer antistoffer) modnes ud. Her var der tale om provokerede aborter, men det er selvsagt mere kontroversielt at arbejde med med fostervæv, som er ”overskud” fra kunstige befrugtninger.

 

Det kontroversielle arbejde med fostervæv gjorde, at man fra mange sider forsøgte at finde alternative metoder til at producere de stamceller på. Målet var stadig at disse i teorien skulle kunne være aktive ved sygdomme med vævsnedbrydning. Ved kerneoverførsel tages således en kerne fra en ”voksen” celle (fx en hudcelle) og sættes ind ved mikromanipulation i en fostercelle, som man forinden har taget kernen ud af. Signalerne fra den ”tomme” celle til den indførte voksne kerne gør, at den populært sagt opfatter sig selv som en stamcelle. Den slags ”omprogrammering” viste sig i nogle tilfælde at kunne virke, men – vist det sig også – i begrænset omgang.

 

På denne baggrund var det ikke så lidt af en sensation, at den japanske forsker Shinya Yamanaka i 2006 viste, at han ved at indføre 4 gener i en voksen celle kunne få den til at fungere som en stamcelle, endda på et meget tidligt stadium. Den slags indførsel af gener kaldes også for induktion, og disse stamceller omtales af denne grund som inducerede. Det fik Yamanaka Nobelprisen i medicin for allerede i 2012.

 

Hvordan er det så gået med de inducerede stamceller siden?

 

Fremad, men langsomt, langsomt, må det siges. Som ved andre banebrydende opdagelser blev den første entusiasme afløst af hårdt arbejde, som først for ganske nyligt har kunnet overføres til anvendelse i patienter. Det bedste eksempel er en 70-årig kvinde med såkaldt makulær degeneration. Det er en sygdom, hvor cellerne i øjenbaggrundens centrale del langsomt nedbrydes, således at patienterne centrale syn forværres. Den ses hyppigst hos ældre over 60, og udvikles oftest ret langsomt. Forskerne tog her hudceller fra patienten og inducerede dem så de efter injektion direkte i øjet udviklede sig til fungerende celler i øjenbaggrunden. Efter hvad der foreligger af oplysninger, forbedredes patientens syn mærkbart.

 

Hos denne patient er der altså ikke anvendt stamceller fra fostre, men patientens egne voksne celler. Disse har dog under omprogrammeringen skullet dyrkes i laboratoriet, og dette har vist sig – også – at kunne give problemer. Det har nemlig vist sig ved gen undersøgelser, at der i nogle tilfælde fremkom genændringer, som var så alvorlige, at de dyrkede celler blev anset at være uikre til anvendelse i patienten.

 

Store femskridt og store skuffelser kan man sige, og sikkert er det, at det personlige aspekt ved denne behandling i længden ikke vil være realistisk, da det er meget omkostningskrævende og tidsrøvende at udføre mutationsanalyser på alle celler. Derfor arbejder Yamanaka nu med at danne cellelinjer fra normale donorer, som han med viden om deres vævstype kan anvende i patienter med samme vævstype. Altså en slags personlig medicin. Yamanaka mener, at man med 200 linjer kan have nok til at dække 200 millioner amerikaneres behov. Kun fremtiden vil vise, om dette er realistisk.

 

Sikkert er det dog, at forventningerne til de inducerede stamceller har været urealistisk høje. Mens nogle sygdomme sker i ét slags væv (fx nervevæv ved Parkinson´s sygdom og bruskceller ved kronisk leddegigt) skyldes mange andre sygdomme med organsvigt, at forskellige typer af celler holder op med at fungere. Her vil det være nærmest umuligt at korrigere med én bestemt slags celler.

 

Men de inducerede stamceller fungerer altså i udvalgte tilfælde, og hvis de nævnte cellelinjer kan udvikles, er der håb forude. Hvor langt, der er, vil tiden vise.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vis alle (187) »

Vis alle (114) »

ID: 197661