Peter Hokland

Professor, dr. med., Professor

Peter Hokland

Forsknings publicering i en COVID tid – går kvaliteten ned? 

 

Pandemien vender i disse måneder op og ned på meget af det, vi tidligere anså for givet såsom familiefester, kulturoplevelser og ikke mindst ferierejser. COVID´s afledte effekter siver lige så stille ind i alt, hvad vi gør.

 

Men kan det som overskriften taler om, føre til nedsat kvalitet af den forskning, som foregår?

 

Jeg er senior redaktør på det engelske tidsskrift British Journal of Haematology, som modsat navnet er et organ, som formidler forskning i blodsygdomme til hele Verden og anses som respekteret blandt forskere og øvrigt sundhedspersonale (https://onlinelibrary.wiley.com/journal/13652141) . En af mine opgaver er her at tage stilling til skæbnen for læserbreve indsendt til tidsskriftet til bedømmelse for, om de kan trykkes. Læserbreve skal her ikke forveksles med de, som man sender til aviserne om alt fra tømning af skraldespande i kommunen til den globale opvarmning. Det kan dreje sig om refleksioner på artikler publiceret hos os, men oftest er det en selvstændig historie om laboratoriefund eller kliniske afprøvninger af lægemidler, som i sig selv ikke er nok til en fuld videnskabelig artikel, men dog indeholder noget, som er så nyt, at det bør trykkes. Vi får normalt ca. 250 sådanne om året, men det tal er vi for længst nået halvt inde i 2020. 

 

Årsagen er, at det strømmer ind med læserbreve om COVID og dets påvirkning af bloddannelse og blodets evne til at størkne. Dette er meget naturligt, da vi er i en situation, som er helt ny, og hvor dugfrisk viden om, hvordan man håndterer COVID sygdommen, kan vise sig at have almen betydning. Med andre ord kan en enkelt sygehistorie her og nu sige mere end hundredevis af patienter opgjort om et par år. 

 

Når forfattere sender deres arbejder til et tidsskrift, vil der altid skulle en videnskabelig bedømmelse til af materialet, og dette foretages oftest af forskere inden for det samme felt (dette kaldes på engelsk peer-review). Det er således både ansete forskere, men også mulige konkurrenter, som er med til at vurdere, om kvaliteten af det indsendte er i orden.

 

Det er faktisk et stort arbejde at finde egnede bedømmere (reviewere), og oftest har de adspurgte ikke tid. Selv har jeg et korps af pålidelige bedømmere, som vel at mærke overholder de tidsfrister, jeg giver dem og som sender en vedeømmelser, som er grundige og retfærdige. Imidlertid har tsunamien af læserbreve om COVID sprængt alle mine rammer for, hvor meget jeg kan trække på ”Holmens faste stok.” 

 

Hvad så?

 

Her kommer der (heldigvis kunne man sige) et par formildende, men også foruroligende, omstændigheder ind. For det første er kvaliteten af det indsendte meget svingende. Jeg kan således efter et hurtigt skøn selv afvise ca. halvdelen af brevene, fordi de er så uklare i deres udformning, at det uvægerligt vil føre til afvisning, hvis jeg sendt dem ud til bedømmelse. Jeg finder så bedømmere for en fjerdedel, mens jeg antager den sidste fjerdedel uden at have sendt den til bedømmelse, da jeg selv har læst den igennem og fundet, at der var tale om seriøs forskning, og at observationerne er af en sådan vigtighed, at de må ud til den videnskabelige øvrighed umiddelbart (når vi antager et arbejde om COVID, bliver det faktisk lagt på nettet på vores hjemmeside inden for 24-36 timer), da budskabet i brevet kan hjælpe vore læsere til bedre behandle COVID her og nu.

 

Der er på den anden side flere faldgruber i dette koncept, som direkte eller indirekte kan have med forskningskvalitet at gøre. For det første er der COVID arbejder, som fordi alting går så hurtigt, kan indeholde resultater, som allerede er offentliggjort fra anden side. Det er specielt relevant under en pandemi, da alle forskere jo starter fra ny (dem omkring Wuhan i Kina måske med en lille fordel). Det er ofte inden for lægevidenskabelig forskning godt, at vigtige fund bliver uafhængigt bekræftede, men tidens COVID resultater er ofte så entydige, at idelige bekræftelser af dem er spild af spalteplads. Så jeg ønsker altså ikke at falde i det hul, at vi bare udgiver kendt resultater.

 

Jeg har ofte på denne blog fortalt om forskningspres, det vil sige, at forskere føler sig pressede til at skulle udgive deres arbejder for tidligt for at kunne demonstrere aktivitet over for bevillingshavere. Dette er derfor en anden faldgrube. Presset kan således føre til alt, lige fra sjusket udfærdigelse af manuskriptet, over dårlig præsentation af resultater, hvor der mangler afgørende eksperimenter/oplysninger og til direkte snyd, hvor resultater mere eller mindre opfindes. Sidste mulighed er en stadig mere alvorlig faldgrube, og især indsendelser fra Kina kan være en udfordring. Min holdning til kinesisk forskning er ikke nogen hemmelighed, og sagen om forskeren, som anvendte CRISPR/Cas9 teknologien til at ændre et tvillingepars gener, er omtalt i denne blog flere gange (henvisning). 

 

Jeg burde måske så ikke have været så overrasket, som jeg blev, da en bedømmer af laboratoriedata i et nyligt indsendt læserbrev fra Kina, kunne vise, at nogle af resultaterne måtte være opfundne. Ligeledes indeholdt et andet COVID læserbrev patient oplysninger, som simpelt hen ikke hang sammen. Sådanne resultater ønsker jeg selvsagt ikke at stå som udgiver af, men det altså kan være svært at spotte dem (medmindre man altså har gode bedømmere).

 

Rygtet vil vide, at kinesiske forskere, som udgiver i Vestlige tidsskrifter, blive belønnede, enten karrieremæssigt, lønmæssigt eller både og, hvis de udgiver i Vestlige tidsskrifter. Det finder jeg skræmmende, og det trækker altså forskningskvalitet ned så det batter, især i en COVID tid.

 

Det sidste aspekt af forskning og kvalitet, jeg vil nævne, er sagen om to COVID arbejder i de meget ansete tidsskrifter The Lancet (https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)31180-6/fulltext ) og The New England Journal of Medicine (https://www.nejm.org/doi/10.1056/NEJMoa2007621?url_ver=Z39.88-2003&rfr_id=ori:rid:crossref.org&rfr_dat=cr_pub%20%200pubmed), som beskrev effekten af henholdsvis blodtryknedsættende- og malaria medicin i et stort antal patienter med hensyn til, om disse stoffer givet til patienter (uden COVID), havde uforudsete bivirkninger. Dette har betydning for sikkerheden i at give disse stoffer til svært syge COVID patienter. Mens blodtryksnedsættende medicin ikke havde, havde det noksom omtalte stof hydroxyklorokin uheldige virkninger på hjerterytmen. Resultaterne var forekommet ved, at en af forskerne havde udviklet en meget stor database med patienter fra forskellige hospitaler rundt omkring i Verden, som opregnede – anonymiseret – en lang række parametre fra lige så mange sygdomme. Denne database blev huset i hans eget firma, Surgisphere. Disse resulgtater vakte stor opsigt og havde til følge, at studier med hydroxyklorokin blev indstillede.

 

Der gik ganske imidlertid kort tid inden de første indvendinger mod disse arbejder kom, og da initiativ tageren til dem (og altså ejeren af Surgisphere) meddelte, at han ikke kunne give rådata til tvivlerne af juridiske årsager, måtte de to meget velansete tidsskrifter trække artiklerne tilbage https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)31324-6/fulltext og https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMc2021225). Dette giver betydlige ridser i lakken for tidsskrifterne, og den mest prominente medforfatter til begge (en professor i hjertesygdomme fra Harvard universitetet) måtte krybe til korset og beklage, at han var gået med til at indsende arbejderne uden at have set rådata. Hvad der gjorde det ekstra pinligt for ham var, at han var gået med til at være førsteforfatter på arbejderne, en plads i forfatter rækkefølgen, som netop kræver, at man kender data ind og ud.

 

Det viste sig efterfølgende (efter en dybdeborende artikel i the New York Times, https://www.nytimes.com/2020/07/27/science/coronavirus-retracted-studies-data.html ), at initiativtageren, en Dr. Sapan Desai, som er læge og uddannet som karkirurg, har været en kontroversiel person på flere af de hospitaler, hvor han har være ansat. Han beskrives som endog meget ambitiøs og meget tidligt ude med at blive både læge og få en PhD grad. Firmaet Surgisphere oprettede og drev han i fritiden.

 

Dette lyder imponerende. Knap så imponerende er det, at han åbenbart har adskillige sager kørende, hvor patienter sagsøger ham for fejlbehandling. Desuden udtaler kolleger, at de sjældent kunne tage hans udmeldinger for gode varer og ofte måtte dobbelt tjekke specielt hans behandlingsplaner. Helt galt bliver det, når han beskriver sig selv som jurist uden at han har opnået en kandidatgrad i dette.

 

Dr. Desai har udtalt sig til pressen lige efter at hans arbejder blev trukket tilbage af tidsskrifterne, men ikke siden, og hans firmas webside er taget ned.

 

Mit ”take” på disse situationer er, at den helt enestående situation, vi har for forskning under pandemien, har fået forskere med højere ambitioner end deres data rækker til, til at søge de lavthængende frugter for at bedre deres karrierer. Det gælder lige fra læserbreve til det specialtidsskrift, jeg redigerer og til store artikler i de mest velanskrevne generelle medicinske.

 

Det medfører desværre, ligesom andre skandaler inden for lægevidenskaben, vor egen meget pinagtige Penkowa-sag ikke at forglemme, at tilliden til, hvad der offentliggøres, får et knæk. Erfaringsmæssigt tager det tid at genoprette.

 

Jeg håber (og tror), at der udvikles adskillige vacciner mod COVID-19 i slutningen af året og begyndelsen af 2021. Forhåbentlig kan deres offentliggørelse og effektivitet medvirke til at genskabe noget af tilliden til videndskaben.

 

Forskningsområder

Vis alle (227) »

Vis alle (140) »

Vis alle (3) »

ID: 197661