Jesper Christiansen

Se relationer på Aarhus Universitet

Mit forskningsprojekt udforsker kreative processer, hvori det offentlige kan fungere som hovedaktør i forhold til at nytænke velfærdsydelser og offentlig service. Formålet er at beskrive den praksis, som finder sted i offentligt funderede forandringsprocesser, gennem deltagende studier af konkrete offentlig-private innovationsprojekter og analyser af offentlige innovationsinitiativer generelt. Projektets omdrejningspunkt skal findes i et centralt paradoks: Hvordan planlægges ukendte fremtider, så proces og implementering på den ene side fremstår håndgribelig, samtidig med at man forholder sig meningsfyldt til markant social kompleksitet og ofte ’uløselige’ offentlige problemstillinger?

Projektet belyser vidensmæssige, sociale og organisatoriske aspekter, som på forskellige måder kan udgøre kilder til succes eller problematiske barrierer i forbindelse med offentlig udviklingspraksis og offentlig-privat innovation. Projektet tager udgangspunkt i et fokus på innovation som koncept og søger specifikt at krystallisere, hvordan kreativitet udfolder sig i forskellige forhold mellem viden og handling og varierende legitime vidensformer, handlingsforløb og beslutningsprocesser. Spørgsmålet er blandt andet, hvordan introduktionen af innovationspraksis udfordrer den eksisterende offentlige udviklingspraksis. Ligeledes er det centralt, hvordan relationer mellem borger og det offentlige skabes og genopfindes i en kontekst, som er under kontinuerlig forandring.

Derudover undersøges den sociale dynamik og potentielle synergi imellem de forskellige offentlige niveauer og mellem offentlige og private aktører. Spørgsmålet er blandt andet, hvordan tillid vedligeholdes – både relationel tillid mellem aktører og tilliden til den usikre and komplekse innovationsproces. Projektet sigter således at kunne belyse, hvordan forskellige former for tillid til og perspektiver på fremtiden aktiveres, forhandles og anvendes i offentlig innovationspraksis og offentlig-privat innovationsprojekter.

Endelig fokuserer projektet på overgangen fra innovation til implementering; herunder skabelsen af ‘værdi’ for borgerne i rekonfigurationen af offentlig service og ideen om borgerbehov som instrumentelt udgangspunkt for udvikling. Dette indbefatter blandt andet et kritisk fokus på brugerinvolvering som middel til at nytænke offentlige løsninger, som på den ene side rummer potentialet for at indramme den sociale kompleksitet af den enkeltes levede liv, men som på den anden side skaber nye præmisser for at arbejde med udvikling i en offentlig kontekst.

Baggrunden for projektet skal findes i den betydelige politiske agenda rettet imod velfærdsinnovation for at lindre presset på den danske velfærdssektor. Der er identificeret behov for at finde løsninger, som kan imødekomme demografiske forandringer i form af flere ældre borgere og færre hænder i den offentlige sektor samt de voksende krav fra borgerne for nye og mere individuelt rettede måder at udføre offentlig velfærdsservice på. Der er fra mange sider identificeret et stort potentiale i forhold til øget samarbejde mellem den offentlige sektor og private virksomheder omkring innovation. Kombinationen af det offentliges adgang til og viden om borgerne og virksomhedernes specifikke kompetencer skal skabe grundlag for innovative løsninger, som kan imødekomme presset på velfærdsstaten.

Vis alle (2) »

Vis alle (2) »

ID: 17240410