Dansk resumé af ph.d.-afhandlingen:

Konstruktive Collager

- fra 1920'ernes surrealisme til Young British Artists

Afhandlingen har et dobbelt sigte: For det første at bestemme surrealistisk collage som

æstetisk strategi. For det andet i dette perspektiv at undersøge eksempler på den neoavantgardistiske

samtidskunst, der på forskellig vis refererer til surrealismen. Den underliggende

tese er her, at surrealistisk collage er langt mere konstruktiv, end den hidtidige reception

har fortolket den.

Afhandlingen falder i fem dele: en indledning, tre hovedkapitler og en konklusion. I

indledningen bliver afhandlingens felt afgrænset til surrealismen i 1920'ernes og 30'ernes

Paris samt Young British Artists fra slutningen af 1980'erne til i dag. Der bliver desuden

argumenteret for materialevalget og for brugen af begreber som modernisme, avantgarde

og neoavantgarde, hvor den grundlæggende forskel i forhold til modernisme bliver set i

avantgardens og neoavantgardens politiske engagement.

I kapitel 1 bliver collage, montage og assemblage i tekst og billede defineret og den

surrealistiske collages egenart indkredses i løbende diskussion med Peter Bürger. Først er

der fokus på surrealismens visuelle collager med Max Ernsts collager som primært eksempel.

Ernsts collager er generelt kendetegnet ved udglattede overgange mellem de indsatte

elementer, hvilket slører collagens fragmentariske sammensætning og fremmer en læsning

af elementernes ofte foruroligende og drømmelignende semantiske sammenstød. I

denne forbindelse bliver bl.a. forholdet mellem collageskabelse og Freuds psykoanalyse

undersøgt, og det konkluderes, at collager næppe er rene udtryk for det ubevidste, men

at den drømmelignende fremvisning af det irrationelle indgår som et væsentligt middel i

surrealisternes (politiske) kamp mod det borgerlige samfunds rationalitet. Derefter bliver

anvendeligheden af begrebet ekfrase undersøgt i forbindelse med de komplekse forhold

mellem ord og billede, der er i surrealismen. Forskellige typer ekfraser i Louis Aragons

Le paysan de Paris udfoldes gennem en længere læsning, og i kritisk dialog med James

Heffernan argumenteres der for det produktive i at kalde Ernsts elaborerede collagetitler

for ekfrastiske. Fra ekfrasen går kapitlet over i en undersøgelse af surrealismens tekstuelle

collager og deres ligheder med og forskelle fra de visuelle. Her bliver der blandt andet set

på collagernes forhold til tilfældighed, og der konkluderes, at collagerne generelt er mindre

tilfældige, end surrealisterne ofte selv hævdede. Problemerne ved en afgrænsning af

tekstuel collage diskuteres, og konklusionen er et pragmatisk collagebegreb, der åbner op

for en metaforisk collageforståelse, der i højere grad vurderer collage ud fra dens effekt end

ud fra dens teknik. Overordnet giver kapitlet et billede af surrealisternes konstruktive collagepraksis,

der er med til at nuancere Bürgers montagebegreb, der ensidigt fokuserer på det

fragmenterede. Konklusionen er, at der findes mindst to typer collager: én, der ‘realistisk'

og materialebevidst lader elementerne træde frem, som vi ser det hos fx kubisterne, og en

anden, der forsøger at lade elementerne smelte sammen, som vi ser det hos bl.a. Ernst.

Begge har politisk potentiale: Førstnævnte virker primært som en kritik af kunstinstitutionen

gennem sin påpegning af spændingen mellem kunst og virkelighed. Sidstnævnte

nedbryder den accepterede virkeligheds orden gennem etableringen af alternative virkeligheder

og konstituerer herigennem en kritik af sociale og kunstneriske koder.

Collage som sammenhængsskabende strategi undersøges yderligere i kapitel 2 med

henblik på analogier mellem collage og metafor, collage og alkymi og vigtigst, collage og

bricolage. Baggrunden er her en undersøgelse af den interesse for det mytiske, mystiske og

‘primitive', som var udbredt i surrealismen. Det var netop inspirationen fra stammefolks liv

og objekter (og skrifter om disse), der var med til at udvikle surrealisternes ideer og teknikker

angående objekt trouvé og collage, ligesom også alkymien blev brugt som model for

collageskabelse. I kapitlet bliver det vist, hvordan Lévi-Strauss' begreb om bricolage er en

produktiv måde at forstå surrealismens ideer om at skabe en moderne mytologi med collage

som medium.

Kapitel 3 tager et tidsmæssigt hop fra surrealismen i 1920'erne og 30'erne til Young

British artists i dag; herunder særligt Damien Hirst og Jake og Dinos Chapman. Neoavantgardens

vilkår bliver diskuteret, igen i kritisk dialog med Bürger og med en mere optimistisk

udgang end hans. Med udgangspunkt i Jake og Dinos Chapmans surrealistisk inspirerede,

groteske, monterede mannequindukkebørn bliver deres forhold til Freuds psykoanalyse undersøgt.

Mens surrealisterne var åbenlyse beundrere af Freud, stiller Chapman-brødrene

i deres værker ikke mindst spørgsmål til Freuds rigide kønskategorier. Der bliver desuden

trukket linjer til surrealisternes (primært Hans Bellmers) samt Cindy Shermans brug af

mannequindukker, hvor især kvindeopfattelserne er meget forskellige. Også Chapmanbrødrenes

leg med stammefolks ikonografi bliver analyseret i en postkolonial kontekst som

perspektivering til surrealisternes optagethed af samme.

Kapitlets anden del omhandler Damien Hirst, der i flere af sine værker citerer surrealistiske

værker direkte, og som har collage som et strukturerende princip for sit oeuvre.

Hirsts surrealismecitater divergerer i skala og materialevalg fra originalerne, og de bliver

dels læst som nostalgisk hommage til den historiske avantgarde, dels som en kommentar til

den etablerede status, avantgarden har fået i kunsthistorien. Desuden undersøges det politiske

potentiale i Hirsts biopolitiske installationer, hvor han sætter kritisk fokus på rationalitetstænkning

og medicinsk videnskab, ofte i lige så kritisk dialog med katolicismen. Hos

både Hirst og Chapman sættes der særligt fokus på, hvordan de videreudvikler readymade

og collage, og på hvilken forskel det gør, at de, i modsætning til den historiske avantgardes

kunstnere, er integrerede dele af kunstinstitutionen. Ved fx at lade noget udføre i bronze,

så det ligner en hverdagslig readymade, tages der livtag med readymaden som (nytilkommen)

kunstnerisk konvention. Samtidig videreføres den surrealistiske collages fokus på semantiske

sammenstød som strategi, dog iklædt nye tidssvarende tematikker og materialer.

Afhandlingens konklusion peger, efter en ganske kort opsummering, ud i to perspektiverende

spor. Det ene er en diskussion af forholdet mellem kunst og liv, som det udvidede

collagebegreb fra de tidligere kapitler er med til at nuancere, det andet er en studie af

forløbere for den surrealistiske collage med monstret som primært eksempel. Perspektiveringen

viser, hvordan også et bestemt natursyn, der har rødder tilbage i 1500-tallet, bliver

en katalysator for surrealistisk billeddannelse. En grotesk billeddannelse, der betjener sig

af metamorfose og transformation og ikke blot af simple sammensætninger. Dette leder

til konklusionen, at avantgarden - eller dele af den - er langt mere organisk, end Bürger

påstår i Theorie der Avantgarde, og der gøres desuden op med hans opfattelse af collage som

et rent moderne fænomen.