I de senere år har min forskning kredset om billedkunstens placering i en større historie, der sammenskriver kulturens og naturens udvikling, og som har evolutionsbegrebet som fællesnævner. Hermed bygger jeg bro mellem mine to oprindelige periodiske interesser: kunst i senmiddelalder og renæssance og kunst efter år 1900.

Ansporet af en frustration over at ældre og nyere kunst ofte blev behandlet så forskelligt - hhv. for strengt objektivt og for kritisk subjektivt - søgte jeg først at finde en platform i historien, hvilket der kom skred i med min disputats Landskabet som verdensbillede (2005), der muterede fra et ph.d.-projekt i 1990ernes begyndelse. I dette projekt, der nu også er oversat til engelsk (2009), har jeg dels udfundet et evolutionistisk mønster, der præger landskabsskildringen fra hulemalerierne i ældre stenalder og frem til 1800-tallets modernitet, dels sammenlignet dette mønster med tre andre evolutionsfelter: selvbevidsthed, socialt betinget naturforståelse og verdensbillede.

Da dette evolutionistiske mønster imidlertid sprænges efter år 1900, har jeg i de senere år pejlet efter en historiemodel, der både indeholder evolutionen og dens nylige komplicering. Et svar herpå synes at være en udvidet naturhistorie, hvor kulturen indtænkes som parthaver i den biologiske evolution. Nærmere bestemt foreslår jeg opkomsten af en posthuman epoke, der lader biologiens, teknologiens og kunstproduktionens evolutionære drifter konvergere mod en cyborg-præget syntese.

I forlængelse af min beskæftigelse med teknologisk medieret evolution, men også af disputatsens diskussion af forholdet mellem neo-antikke bevægelser og modernitet, er jeg endvidere interesseret i totalitær kunst og dens herkomst i 1800-tallet. Således redigerer jeg med Mikkel Bolt Rasmussen antologien Totalitarian Art and Modernity.

Generelt er jeg interesseret i metodiske, kunstteoretiske og æstetiske spørgsmål. Jeg anser mig selv for metodepluralist og for mægler mellem, hvad der ofte anses for uforenelige positioner.